Stress og hårtab

Stress og hårtab

Stress og hårtab

Hvis du er stresset, kan det påvirke dit hår. Forskerne er ret enige om, at en længerevarende periode med stress, kan få dit hår til at falde af. Heldigvis vil mange opleve, at håret efter en periode vokser tilbage, når du ikke er stresset længere.

Stresshormonet kortisol giver hårtab

De fleste af os har oplevet perioder, hvor vi har været hårdt pressede på jobbet eller måske i privatlivet.  Når du er stresset, tror din krop, at du er i fare. Derfor producerer den store mængder af kortisol, også kaldet ”stresshormonet”.  Kortisol og adrenalin er stoffer, som kroppen producerer for at du kortvarigt kan yde dit bedste fysisk og mentalt. Men hvis stress tilstanden fortsætter, bliver det høje niveau af kortisol skadeligt og påvirker bl.a. din blodtryk, dit stofskifte, dine muskler. Og også dit hår som kan falde af i store mængder.  

Påvirker hårets stamceller

Årsagen er, at kortisol påvirker dine hårsækkes stamceller.  Disse celler styrer hårets vækstcyklus. Kortisolhormonet får hårsækkene til at gå i dvalefasen. Hårsækkene dør altså ikke, men bliver inaktive, mens du er stresset.  Håret har generelt tre livsfaser: Vækstfasen (den anagene fase) overgangsfasen og dvalefasen (den telogene fase)

Hårtab på grund af stress kaldes telogen effluvium. Under stress relateret hårtab kan du tabe op til 300 hår om dagen. Det almindelige er 100.  Bemærk, at der kan gå flere uger efter en stresset periode, før dit hår falder af. På samme måde kan der kan gå 6-9 måneder, før dit hår vokser tilbage. I nogle tilfælde sker det desværre ikke.  

Produkter mod stressrelateret hårtab

Hvis dit hår ikke vokser tilbage, så er der forskellige kure, som du kan prøve. Hovedbundmassage, en hårkur og en god hårtabsshampoo kan være med til at revitalisere din hovedbund. En anden mulighed er at forsøge Minoxidil (det aktive stof  i Regaine), som øger blodgennemstrømningen, kan nedsætte hårtab og i nogle tilfælde også bidrage med nyt hår. 

Stress og hårtab fra pletskaldethed

Stress kan også fremkalde pletskaldethed (alopecia areata). Det er lidt uklart hvorfor, men sandsynligvis har du sygdommen i forvejen i dvale, og stress er med til at aktivere den.  Pletskaldethed er en såkaldt ”autoimmun sygdom”, hvor dit immunforsvar tager fejl og begynder at angribe raske celler. Sygdommen viser sig som runde eller ovale områder på hoved og kroppen, hvor håret falder af hurtigt af. Håret kan også her vokse tilbage på hovedet af sig selv. Men ikke altid.  Endnu findes der ikke en kur, der kan kurere sygdommen. Men der findes forskellige medikamenter, der kan hjælpe dig til at få håret tilbage.  Hvis du mistænker, at du har alopecia areta, skal du tage fat i din hudlæge og blive diagnosticeret. Lægen kan hjælpe dig med at vælge den rigtige behandling. Mange læger anbefaler et steroidhormon, hvis du er hårdt angrebet. Hvis du ikke får håret tilbage og f.eks. gerne vil have en hårtransplantation, skal du vente til sygdommen ikke er aktiv længere. Ellers falder det transplanterede hår sandsynligvis også af. 

Stress og hårtab fra Trichotillomani

Trichotillomani er en psykologisk tilstand, hvor patienten ubevidst hiver hår ud af hovedbunden.  Stress kan igangsætte eller forværre denne tilstand. Trichotillomani har intet med dit hårs eller din huds sundhed at gøre. Tilstanden ses typisk i forbindelse med depression, stress og misbrug og starter typisk i de tidlige teenage år.  Tilstanden er ikke det samme som OCD. Trichotillomani er oftest ubevidst, hvor OCD er drevet af bevidste tanker, som America Journal of Psychiatry skriver i 2016

Måden at bekæmpe Trichotillomani er både terapi og medicin. Men hvis stress er årsagen, er det – som i alle de andre tilfælde – vigtigt at bekæmpe årsagerne til stresstilstanden. 

Stress og gråt hår

Desværre ser det også ud til at tidligt gråt hår og stress hænger sammen. Tyrkiske forskere undersøgte i 2016 årsagerne til tidligt gråt hår blandt 1119 tyrkiske mænd, hvor 315 var tidligt gråhårede. Forskerne fandt, at denne gruppe var væsentligt mere stressede end de andre deltagere. Samtidig havde gruppen med det tidlige grå hår også et større alkoholforbrug, var mere udsat for kroniske sygdomme og oplevede også tidligt hårtab. Forskerne konkluderede, at der blandt andet er en sammenhæng mellem stress og tidligt gråt hår. Så det er vigtigt at holde dit stressniveau nede. 

Hvordan du bekæmper stressrelateret hårtab

Det er vigtigt at huske på, at hårene kan vokse ud igen, når din stressede periode er overstået. Så det er naturligvis vigtigt at holde den usunde stress nede.  Det kan du lægge en strategi for:

Fysisk træning

Fysisk træning, herunder yoga, sænker dit stressniveau, klarer hovedet og gør dig mere sund. Træn med en makker. Eller køb et forløb hos en personlig træner, som kan sikre, at du gør øvelserne rigtigt og holder dig til ilden. Fysisk træning udløser endorfiner i kroppen. Endorfiner er hormoner der reducerer smertefølelse og øger din lykkefølelse. Du bliver udmattet af fysisk træning. Du sover bedre, og søvn bekæmper også stress

Spis sundt

Studier viser, at mad med meget sukker og forarbejdede fødevarer øger risikoen for at udvikle stress. Drop chokoladen, spis mere grønt og begræns fastfooden til en gang om ugen. Så forebygger du risikoen for at udvikle stress. 

Åndedrætsøvelser

Hvis du lærer at styre dit åndedræt, er du et langt stykke vej mod at nedbringe dit stressniveau. Dyb vejrtræning øger mængden af ilt til hjernen. Det stimulerer nervesystemet og virker afdæmpende

Meditation

Det kræver noget øvelse at lære at meditere, men meditation og mindfullness er meget effektive strategier til at sænke blodtrykket og stressniveauet hos os alle sammen. Forskere har undersøgt mennesker, der mediterer. De fandt ud af, at bl.a. pulsen går ned, musklerne slapper af og både fysiske og psykologiske markører for stress bliver mindre. 

Slap af

Tag fri og forkæl dig selv. Fred og ro alene eller i godt selskab er perfekt til at bekæmpe nervøsitet og stress

Terapi

Hvis du ikke kan overskue, hvordan du kan komme ud af din stress, så er terapi sikkert den rigtige løsning for dig. Terapeuten hjælper dig til at finde de rigtige behandlingsstrategier for dig. Det kan være Kognitiv adfærdsterapi, positiv psykologi, mindfullness, musikterapi og flere andre. 

Er du i tvivl om, hvordan du håndterer stress og hårtab? 

Tal med din læge eller kontakt en af vores eksperter. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Previous Post

Hårtab vitaminer og mineraler til dit hår

Next Post

Hvorfor får man gråt hår?